|
Foreningens historie
GARDERFORENINGEN FOR VIBORG OG OMEGN
OPRETTET 25. JULI 1909 – FORENING NR. 15. I REGION 2
Efter opfordring af forhenværende fodgardere Søren Moustsen, Gammel Asmild og bestyrer Herman Sørensen, Petershaab til forhenværende gardere i Viborg og omegn om at komme til møde på Afholdshotellet i Viborg den 25. juli 1909 (60-års dagen efter slaget ved Isted) for om muligt at danne en garderforening, mødte 23 forhenværende gardere, og med disse 23 medlemmer stiftedes så Viborg og Omegns Garderforening. Love for foreningen blev vedtaget samme dag, hvorefter valg til bestyrelsen fandt sted.
Den første bestyrelse bestod af:
Gårdejer/opsynsmand Søren Moustsen, Gl. Asmild
Bestyrer Herman Sørensen, Petershaab
Premierløjtnant Tage E. Ege, Viborg
Gårdejer Laust L. Nørskov, Nørskovgaard
Gårdejer Peter Mølgaard, Boller
Boelsmand Poul Nielsen, Saastrup
Toldassistent M. Christensen, Viborg
Bestyrelsen holdt herefter møde og valgte forhenværende hestegarder, toldassistent M. Christensen til formand.
Således står skrevet i forhandlingsprotokollen fra 1917.
Hvorfor ikke fra 1909?
Fordi som nævnt i protokollen:
Efter et afholdt bestyrelsesmøde i juni måned 1917 bortkom foreningens første Forhandlingsprotokol på en uforklarlig måde, og den er trods ihærdig eftersøgning ikke tilvejebragt siden.
Denne protokol, der træder i stedet for den bortkomne, er første gang benyttet ved et Bestyrelsesmøde, som afholdtes i Viborg, søndag den 21. oktober 1917.
M. Christensen
Formand
Året efter, i 1910 fik den nystiftede forening sin første fane. Flittig benyttelse gjorde, at den var nedslidt i 1949, hvor en ny fane blev indviet. Denne benyttes også flittig, når der er lejlighed til at foreningen på behørig vis kan ”vise flaget”.
Gennem årene har man på forskellig vis festligholdt foreningens jubilæer. Særlig fremhæves skal 50 og 75 års jubilæerne, hvor dele var henlagt til godset Tjele, hvor familien von Lüttichau velvilligt havde inviteret foreningen til at benytte kirken og parken.
Ved 70 års jubilæet i 1979 arrangerede foreningen en gardermarch. I 70-erne var marchinteressen jo stor, så marchen samlede 3.500 deltagere. Alle, der gennemførte, fik en medalje med motiv af en garder i vagtuniform.
Tre gange i foreningens historie 1930, 1979 og 1993 har den været vært ved vellykkede repræsentantskabsmøde.
I 1977 indviede foreningen en garderstue i Viborg Borger- og Håndværkerforenings bygning, Palæ. Garderstuen var udsmykket med bl.a. den gamle fane og historiske ting og billeder. Da bygningen blev solgt i 1984, måtte foreningen rykke ud og tingene opmagasineres.Enkelte effekter har fået til huse i ”Paradiset”, et lokale, som de lokale soldaterforeninger har fået stillet til rådighed på den nedlagte kaserne.
Foreningen har gennem tiderne haft et godt samarbejde med de andre lokale soldaterforeninger. Ligeledes har der til kommunale myndigheder og erhvervslivet været et godt forhold, der har gavnet foreningen.
Nu, en snart 100-årig forening, der har været præget af fremgang og trivsel, hvilket også skyldes, at mange gamle gardere i tiden siden foreningens start, har ydet en indsats ved at være medlem og efterleve foreningens formål: At vække og vedligeholde kærlighed til konge/dronning, fædreland og landets værn, samt at sammenknytte og styrke de gamle kammeratlige bånd blandt medlemmerne.En forening, hvor alle gamle gardere, unge som ældre, kan mødes. En 100-årig, der kan forene den ældres erfaring med ungdommens fremsyn!
Formænd
1909 – 1921: Hestegarder 52-1864 Toldassistent Niels Christensen, Viborg
1921 – 1922: 248-2-1904 Gårdejer Laust Nørskov, Bjerregrav
1922 – 1948: 330-1-1898 Kriminalassistent Søren Nielsen Fuhr, Viborg
1948 – 1967: 323-3-1921 Gårdejer Harald Villumsen, Batum
1967 – 1971: 907-2-1940 II Vicetoldinspektør Gunnar Vinding, Viborg
1971 – 1981: 951-2-1955 II Vicepolitikommisær Karl Højgaard, Viborg
1981 – 1995: 017-sept. 58 Skoleinspektør Søren Nielsen, Vejrumbro
1995 – 2004: 370566-mar. 58 Gårdejer og Musiker Peder Tovgaard, Viborg
2004 – 2006: 137-nov 62 Bygningskonsulent Ib Jørgensen, Løgstrup
2006 - 2011: Jan-80 Gårdejer Erik Øllegaard Johnsen, Almind
2011 - Juli-73 Jens Saabye Nielsen, Tjele
|